Arbejdstid 35 minutter. Marinering minimum 12, helst 24 timer. Stegetid ca. 1 time eller til kødet er mørt. Drik øl til, evt. en let afkølet Tuborg eller en let halvtør rødvin.
Ingredienser:
1 kanin, 1 1/2 - 2 kg
2 dl cognac
100 g smør
3 skiver mager flæsk
250 g chalotteløg
2 dl pilsner øl
2 dl bouillon
1-2 fed hvidløg
5 spsk konc. tomatpuré
krydderurtebuket af persille, timian og laurbærblade
salt og peber
Fremgangsmåde
Parter den istandgjorte kanin i portionsstykker. Læg stykkerne i et halvdybt fad, eller en tæt plasticpose, hæld cognac'en over og lad det stå min 12 helst 24 timer, husk at vende stykker eller posen af og til. Tag kaninstykkerne op og tør dem med et klæde eller køkkenrulle. Gem marinaden. Smelt smørret og brun kaninstykkerne godt på alle sider. Tilsæt flæsketerningerne og lad dem tage farve. Pil imens løgene. Kom dem i gryden, og spæd med øl og bouillon, tilsæt knust hvidløg, tomatpuré og krydderurter. Krydr med salt og peber. Lad retten snurre ved svag varme under låg i ca en time eller til kødet er mørt.
Servering
Server direkte fra gryden (husk at tørre den af inden du sætter den på bordet) eller anret kaninstykkerne i et halvdyb fad garneret med løgene. Hæld lidt af saucen over og byd resten til. Byd løse ris eller flutes til. |