Jeg er snapsen, jeg gi’r bøhmand på,
både af de store og de små.
Værten kalder dem for sine fold.
Gud velsigne ham, blot jeg er kold.

Udi Ålborg blev jeg til engang,
voksed’ op  til lommelærkens sang.
Akvavita er mit jomfrunavn,
elskers trøst, og sømands største savn.

Mine venner, oh de har mig kjær,
derfor kan de ikke la’ mig vær’.
Smyger sig med hvisken til mig ind,          
nu ved højre, nu ved venstre kind.

Når de lirker ved min brune prop,
må jeg vugge med dem ned og op,
indtil alle mine bølger går,                        
og til sidst de deres vilje får.

Jeg får jeres sidste lange blink,
før i dukker ned bag bordets brink,
og når aftenklokken ringer fred,
ligger i så sødt og ringler med.